Er motion ligegyldigt? Hvorfor du ikke kan træne dig til at vægttab

Del!! Det var ikke en joke, det hjælper virkelig hvis du deler.
  • 34
    Shares

Er motion ligegyldigt?

Hahaha, okay, jeg er ked af click-bait overskriften, men hvis jeg havde kaldt artiklen “BMR, NEAT, EAT og TEF i et vægttab” havde du nok ikke klikket dig ind her.

Såeh, er motion ligegyldigt? Nej, for guds skyld, det er super vigtigt.
Er det vigtigt for at tabe dig? Nope, ikke det mindste.

Har du dårlig samvittighed over ikke at dyrke motion?

Har du dårlig samvittighed fordi du ikke har et fitness-medlemskab? Fordi du ikke kan løbe 500 meter uden at være ved at dø?

Slap nu af, det har intet med dit vægttab at gøre alligevel.

Altså misforstå mig ikke, motion er sundt (og du burde dyrke motion), men det har bare ikke ret meget at gøre med, at du er fed. Det er bare endnu en ting du ser på Instagram, der gør dig ked af det og giver dig dårlig samvittighed over, at du ikke gør det samme.

Alle kalorier (ja, alle!) bliver brugt på en af de her 4 ting:

er motion ligegyldigt neat eat bmr tef

BMR

På godt engelsk; Basal Metabolic Rate.

På godt dansk; dit hvilestofskifte.

Det er her, de fleste kalorier bliver brugt. Kalorierne bliver brugt på at holde din krop kørende hele tiden.
LIGE NU er der hulens masse processer kørende inde i din krop;

Din hjerne bruger kalorier på at læse den her artikel, dine øjne bevæger sig, du trækker vejret (håber jeg), dit hjerte slår (seriøst, ring lige til nogen, hvis det ikke gør).

Dit hvilestofskifte kører ikke kun når du er ”i hvile” det kører hele tiden, 24/7 året rundt. Det er derfor det er så stor en portion af din kalorieforbrug. Ca. 60-70 % af de kalorier din krop bruger, er din BMR.

Hvor mange det præcis er, afhænger af mange ting, din alder, din form, din vægt, dine gener (og nej, nu skal du ikke blive glad, og tænke det er dine geners skyld, at du er fed) og mange andre ting.

NEAT

På godt engelsk; Non-Exercise Activity Thermogenesis.

På godt dansk; Ikke-motions-relateret aktivitets varmedannelse (okay, det var ikke godt dansk).

Det er alle de aktiviteter, du laver i løbet af en dag, som ikke er det man tænker på som motion:

Du rejser dig op for at hente en kop kaffe, du leger med hunden, du går de 4 trin op til døren til kaffebaren, osv.

Du bruger ca. 30 % af dit daglige kalorieforbrug på NEAT.

MEN! Det tal kan du øge relativt nemt. Hvis du f.eks. er tømrer kommer det af sig selv, du bruger mange kalorier hver dag på at arbejde.

Men lad os nu sige, at du har et kontor arbejde;

Du står op, gør dig klar til arbejde, kører afsted, arbejder i 8 timer foran computeren, kører hjem, handler ind, laver mad, ser lidt tv, tjekker Instagram, går i seng.
Sådan ser rigtigt mange danskeres dag ud (smid andre aktiviteter ind, såsom børn, hund whatever, men det giver det samme).

At øge din NEAT på sådan en dag er relativt nemt:

Parker længst væk på parkeringspladsen på arbejde.
Tag trapperne i stedet for elevatoren (eller hvis det er 7 etager, gå op ad to, tage elevatoren resten, så slipper du også for at være forpustet når du når frem).
Støvsug stuen.
Gå hen til din kollega i stedet for at sende en email osv.

Kan du se pointen? Du kan øge din NEAT rigtigt meget, uden rigtigt at bruge tid og kræfter på det. (Eller som jeg tænker det; YAY gratis motion)

EAT

På godt engelsk: Exercise Activity Thermogenesis.

På ligeså dårligt dansk som før; motions-relateret aktivitets varmedannelse.

Det er her mange tænker de skal sætte STORT ind!

Og det er her både den gode og den dårlige samvittighed ligger.

Når du har været nede i fitness, får du instant god samvittighed, du føler du gør det rigtige, du tænker ”NU taber jeg mig, jeg har jo lige dyrket en times booty-workout”.
Og du får ligeså dårlig samvittighed når du ikke kommer afsted. Du føler du har fejlet fordi du var ”for doven” til at komme afsted den dag.
Du ser folk løbe på gaden og tænker ”hvorfor kan jeg ikke bare gøre det?”.

Eller endnu værre; du gør det, du slider dig selv halvt op i fitness, du løber og løber og løber, og du taber dig stadig ikke. Du bliver ked af det og frustreret, giver op, og tænker ”så kan det også bare være lige meget, jeg må have lavt stofskifte”.

Slap nu af for helvede!

Ja motion er sundt, ja motion er vigtigt, og ja du burde dyrke det. Men det har intet at gøre med dit vægttab. Se på det sådan her:

Lad os sige du er ”super-instagram-venlig-fitness-type”:
Du vågner kl 5 og løber en tur på en halv time og efter arbejde tager du ned og træner i en time.
Hvis du gør det HVER dag (lol, hvem gør det?) er det 10,5 timer om ugen. Der er 168 timer på en uge, du sover i 56 af dem (8 timer hver nat) og dyrker motion 10,5 af dem. Så er der stadig 101,5 timer tilbage hvor du kun bruger NEAT og ikke EAT. Så selv hvis du virkelig dyrker så meget motion, så ser det stadig sådan her ud:

er motion ligegyldigt

Så fokuser mere på dit kalorieindtag og din NEAT og lad være med at give op fordi du ikke er ”motions-typen”.

TEF

På godt engelsk: Termic effekt of food. På godt dansk: Termisk effekt af mad.

Den termiske effekt er den energi, kroppen bruger på at nedbryde mad, til noget den kan bruge. Og det er hella forskelligt fra mad til mad. Selv om det er overvejende kulhydrater du spiser, skal kroppen bruge meget mere energi på at nedbryde rugbrød end på slik. Her er der lidt mere forklaring med fine tegninger.

TEF er 5-10 % af dit daglige energiforbrug og kan øges ved at spise mad, der er svært at nedbryde, såsom protein og grove grøntsager (vent, har du ikke hørt du skal spise det før? Nej de er ikke super-foods der magisk giver vægttab, de giver bare din krop noget at arbejde på, igen: YAY! Gratis motion).

Så hvorfor skal du så overhovedet dyrke motion?

Startede jo artiklen med click-baiten er motion ligegyldigt?

Cardio (knap så vigtigt i et vægttab):
Super for din kondition, super for dit kredsløbssystem, super for at undgå stress.
Elendigt for at tabe dig: Hvis du vejer 100 kg skal du løbe 70 kilometer for at tabe dig ET kilo. Og du skal jo ikke kun tabe dig et kilo.

Styrketræning (vigtigt under et vægttab):
Undgå at miste muskler under et vægttab, stærkere knogler, pænere krop, højere BMR, færre skader.

En tynd krop er ikke nødvendigvis hvad du gerne vil have, en SLANK krop er det du går efter: Markerede mavemusker, en pæn booty, tonede overarme og alt det andet du ville ønske du havde.

Derudover bruger jeg motion til at spise mere.

Jep, det lyder skørt, men det er virkelig et godt redskab til at undgå at miste motivationen under et vægttab.
Hvis jeg f.eks. har en kostplan der siger 1500 kcal. Så har jeg ca. 500-600 kcal til aftensmad.
Det kan man sagtens, men nogle gange vil jeg bare gerne spise lidt mere (vi blev jo ikke fede, fordi vi ikke kan lide mad).
Hvis jeg så tager ned og træner, kan jeg lige pludselig spise 800-900 kcal og stadig tabe mig. YAY!

MEN PAS PÅ: Mange tænker: nu har jeg været nede og træne så derfor kan jeg godt spise [indsæt et eller andet du godt kan lide].
Eksempel:

500 kalorier: 1 lille svinekotelet (stegt på tør pande), 3 mellemstørrelse kogte kartofler, halv pose Knorr bearnaise pulver sovs. (Den ret har jeg ikke lige prøvet, men go for it hvis du synes).

900 kalorier: 2 små svinekoteletter (stadig stegt uden olie eller smør), 4 mellemstørrelse kogte kartofler, hel pose Knorr bearnaise pulver sovs.

Det er klart sjovere, men det er ikke ”En BigMac menu og en plade chokolade” sjovere. Desuden er 400 kcal i fitness ikke bare lige en times hold eller en halv time på crosstraineren.

Så er motion ligegyldigt?

Motion er super vigtigt. Og du burde dyrke motion. Men hvis dit største ønske er vægttab, så lad være med at fokusere på det. Fokusér på dit kalorieindtag. Tæl, tæl, tæl.

Så slap nu af.

Du er ikke fed, fordi du ikke har et fitness-medlemsskab.
Du er ikke fed, fordi du ikke løber 5 km hver morgen.

Du er fed fordi du spiser for meget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *